Til en start vil jeg gerne understrege, hvor fantastisk et ophold jeg har haft. Når jeg gerne vil starte med at understrege det, så er det fordi jeg havde et noget kaotisk ophold i Rio de Janeiro og et ophold, der absolut ikke gik som forventet.

Forventningerne

Jeg ankom til Rio de Janeiro uden de store akademiske forventninger. Derimod forventede jeg at blive udfordret på nogle nye parametre såsom at tilegne mig et nyt sprog, at bestå mine fag på portugisisk samt at tilpasse mig en helt ny kultur. Her blev mine forventninger mere end opfyldt! Kun meget få brasilianere taler engelsk. Som regel er de veluddannede og økonomisk velstillede, da det engelsk, de lærer i folkeskolen, er elendig. Derfor betaler dem, der har råd, for privat engelskundervisning. Hvis ikke du taler portugisisk, når du ankommer til Brasilien, så er det op ad bakke, da de ansatte i lufthavnen og på immigrationskontorerne (hvor det jo per definition er udlændinge der kommer) typisk ikke taler engelsk. For mit vedkomne var mit portugisisk nærmest ikke eksisterende, og da jeg aldrig har haft andet end tysk og engelsk i skolen, var der en del kommunikationsvanskeligheder i starten. Jeg tog dog af sted med det erklærede mål om at blive så god som muligt til portugisisk. Derfor var det en fordel, at engelsk som regel ikke er en mulighed. Alt i alt var det sproglige en stor udfordring, men hvis man arbejder hårdt for det og insisterer på at træne sproget i alle situationer, så er det helt klart muligt at lære sproget og bestå eksaminerne på et semester.

Brazil flag

De første indtryk

Når du ankommer til Brasilien er der en række formelle procedurer, du skal igennem. Fra Europa og specielt Danmark er vi vant til, at den slags bare er en formalitet og at det hele fungerer forholdsvist fornuftigt. Det skal man ikke regne med i Brasilien. De elsker bureaukrati og skranker, og jeg føler mig overbevist om, at dette er en bevidst politik fra regeringens side for at holde beskæftigelsen oppe! For at være studerende er det vigtigt, at du sørger for at få et studievisum fra ambassaden i Danmark. Mit universitet accepterede i hvert fald ikke studerende på turistvisum. Når du er kommet ind i landet, skal du registrere dit visum hos rigspolitiet (Policia Federal). I Rio de Janeiro er dette kun muligt i den internationale lufthavn, Galeão. Fra du rejser ind i landet, har du 30 dage til at registrere dig hos dem. Da jeg ikke kendte proceduren, før jeg tog af sted, endte jeg med at tage til lufthavnen, som ligger 1 times kørsel fra selve Rio (Copacabana), tre gange, før det lykkedes at få mit sidste stempel i passet og få afleveret alle mine fingeraftryk. Jeg vil derfor råde dig til at tale med ambassaden i Danmark, inden du tager af sted. Du skal huske at få en grundig beskrivelse af proceduren og en opdateret liste over dokumentationskrav (betaling af skatter, certificeret kopi af pas, etc.). Her taler de engelsk og de kan forhåbentlig spare dig for et par ture til lufthavnen.

Copacabana

Tiden på skolebænken

Akademisk var mine forventninger ikke alt for høje, da jeg havde hørt, at niveauet rent fagligt var noget under, hvad vi er vant til fra KU. Til trods for at UFRJ er et af de bedste og sværeste universiteter at komme ind på i Brasilien og i hele Sydamerika, så holdt mine forventninger til det faglige niveau inden for økonomi i hvert fald stik. Til gengæld er al undervisning og langt hovedparten af pensum på portugisisk, hvilket var noget af en udfordring. Inden jeg tog fra Danmark, var jeg blevet stillet et intensivt sprogkursus før semesterstart i udsigt af UFRJ. Der var dog udbrudt en strejke blandt det akademiske universitetspersonale i hele Brasilien. Det Internationale Kontor på KU var opmærksom på strejken, men rådede mig til at tage af sted som planlagt, da den jo nok ville løse sig inden for kort tid. Forholdene i Brasilien er dog noget anderledes end herhjemme. Strejken, som endte med at omfatte det meste af den offentlige sektor, varede i godt tre måneder! Da strejken endelig var blevet afblæst, skulle forrige semester lige afsluttes, der skulle holdes lidt ferie og helligdage, før vi kunne komme i gang med det nye semester. Dette resulterede i to måneders effektiv skolegang - inklusiv eksamen. Det gjorde også, at jeg stod helt på egne ben i Rio, da der jo ikke var nogen hjælp at hente fra mit strejkende universitet. At blive registreret og indskrevet på skolen var derfor også noget af en kamp. Denne registrering skulle bruges, før jeg kunne få mit visum endeligt godkendt.

UFRJ

Sproget

Sprogkursus måtte jeg derfor også selv stå for, og det endte med at blive en ret dyr omgang. Dog vil jeg klart mene, at det var pengene værd. Jeg fandt en rigtig god skole ”Carioca Languages” på Copacabana. Jeg tog to kurser og nogle enkelttimer og det var virkelig udbytterigt. Alle underviserne var smadder dygtige og holdene var små (3-5 elever). Den ene af mine lærere har nu startet op for sig selv. Hun hedder Edja Camila (dija) (find hende på facebook), taler en smule engelsk og er en super dygtig lærer. Mit portugisiske var naturligvis langt fra flydende efter mine kurser, men dog så godt at jeg kunne føre en simpel samtale og derfra udvikle mit sprog videre på egen hånd ved at læse avisen og tale med mine venner på portugisisk. Det er vigtigt at insistere på at tale portugisisk. Mange brasilianere vil rigtig gerne øve deres engelsk, så det er vigtigt at være opmærksom på, at du får talt meget på portugisisk, da det klart var det, der gav bedst for mig. For at komme i gang og få en fornemmelse for det grammatiske, var det vigtigt med mine sprogkurser. Da semesteret endelig kom i gang, deltog jeg også i et sprogkursus udbudt af universitetet. Kurset var fint til at få bygget lidt på grammatisk, men det var klart mere udviklende at tale med vennerne eller den lokale bager.

Rio de Janeiro

Campus

Det bør nok også lige nævnes at campus er spredt ud over hele byen. De samfundsrelaterede discipliner ligger i Botafogo tæt på Copacabana, mens næsten alt andet ligger langt uden for byen på en ø tæt ved lufthavnen. Det er en lang bustur på ca. en time. Naturligvis kan man ikke vælge fag efter geografisk placering, men det er nu alligevel værd at have med i overvejelserne. Brasilianere er fantastisk glade, afslappede og åbne mennesker og præcis som man forestiller sig det. Og så elsker de fodbold og samba! Rio er en fantastisk by og Brasilien er et vildt flot land.

Copacabana

Indtryk af landet

Der er nu ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – så grundet strejken fik jeg mulighed for at rejse en del mere rundt end oprindelig planlagt. Jeg oplevede derfor hvor flot og varieret et land Brasilien er. Det er også et enormt stort land med meget store kulturelle og økonomiske forskelle. I syd bor mange tyskere og italienere. Byggestilen, maden og mentaliteten her er meget mere lig Europa, mens jo længere nord på du kommer, jo mere anderledes bliver det fra, hvad vi er vant til. Brasilien er også det land med flest katolikker i verden. Deres forhold til religion er meget anderledes, end hvad vi er vant til herhjemme.

Brazil church

Boligsituationen

Leve- og boligomkostninger i Rio er stort set det samme som herhjemme. Kommer du uden for Rio og São Paulo er prisniveauet dog noget lavere. Jeg nåede at bo tre forskellige steder på det halve år, jeg var af sted. Først fandt jeg et værelse i en lejlighed ud til Copacabana med to andre studerende. Det var et rigtig fint sted og nogle gode roommates jeg havde. Det var dog også ret pebret, så jeg så mig om efter noget andet. Her fandt jeg ”Safety Inn” i en favela i bydelen Leme med udsigt ud over Copacabana. Favelaerne i den sydlige del (Zona Zul) af Rio er i dag alle blevet passiviseret og har fredsbevarende politi til stede 24 timer i døgnet. Store dele af den nedre del af middelklassen bor i favelaerne i dag. Naturligvis bor der også fattige og levestandarden er generelt en helt anden end udenfor favelaerne. Eksempelvis er der åbne kloaker, hvilket resulterer i mange rotter og kakerlakker overalt. ”Safety Inn” er et hus som en gammel pensionist, Sergio Ferraz, har lavet for at tjene penge på at huse udlændinge. Han er dog en meget speciel mand, og jeg kan absolut ikke anbefale at flytte ind i ”Safety Inn”. Jeg var dog virkelig glad for livet i favelaen, da de lokale var meget mere åbne, imødekommende og snaksalige end udenfor favelaen. Det er virkelig et lille samfund, hvor alle kender alle. Desuden ligger favelaerne på bjergsider i storbyen. Der er ydermere en fantastisk udsigt fra favelaerne. Derfor gik jeg på jagt efter noget nyt i området. Det er ikke så organiseret, så det er blot et spørgsmål om at spørge sig lidt frem, og så er der garanteret nogen, som kender nogen, der har et værelse, de gerne vil leje ud. Her fandt jeg et virkelig godt værelse med eget toilet og bad hos en kvinde sidst i 50erne. Baby, som alle kaldte udlejeren, var et virkelig dejligt menneske og havde en stor familie, som ofte kom på besøg. Ingen i familien talte engelsk, så det var også super for mit portugisisk. Et andet plus var naturligvis også prisen. Værelset på Copacabana (vel at mærke noget af det billigste jeg kunne finde) betalte jeg 1400 reais plus min andel af regningerne til strøm, gas, etc. I favelaen betalte jeg 800 reais alt inklusiv for et bedre værelse og med eget bad og toilet. I vores favela blev jeg hurtigt et kendt ansigt og hver weekend var der grill (churrasco) på de små gader/stier med masser af samba, øl og glade mennesker. Vi oplevede en fantastisk gæstfrihed og glæde til trods for at ingen af dem havde specielt mange penge. Jeg vil derfor helt sikkert anbefale at flytte ind i en favela, da det uden sammenligning var her, jeg fik den bedste fornemmelse for kulturen i Brasilien.

Football Brazil

Det sociale

Derudover skal du huske at være meget åben og opsøgende. Et generelt råd vil være at sige ”ja” til de tilbud du måtte få, også selvom tilbuddet ikke umiddelbart lyder super fedt. Der kommer som regel en sjov og anderledes oplevelse ud af det. Et af de bedste eksempler herpå var, hvordan jeg endte med at blive virkelig gode venner med en ingeniør jeg mødte i bussen på vej fra lufthavnen og ind til byen. Júnior talte rigtig godt engelsk og fortalte mig en masse om byen, hvad jeg skulle passe på og forklarede mig, hvor mit første hostel lå. Han gav mig sin e-mail og telefonnummer og sagde, at jeg endelig måtte ringe, hvis jeg fik brug for noget hjælp. Det tilbud burde jeg nok have benyttet mig af noget tidligere, men som dansker virker det forkert at ringe til en, man lige har mødt i bussen – og ydermere bede om hjælp med visum eller med at finde et sted at bo. Da jeg endelig havde fået styr på alt det praktiske og havde anskaffet mig et brasiliansk nummer, fik jeg taget kontakt til Júnior. Vi mødtes og spiste frokost og havde det sjovt sammen, og efterhånden blev vi rigtig gode venner. Han inviterede derfor mig med hjem til sin familie ude på landet i delstaten Minas Gerais. Det var en stor oplevelse at møde den gæstfrihed, jeg oplevede fra hele Júniors familie. Jeg oplevede også, hvor anderledes livet er på landet i Brasilien sammenlignet med inde i byen. Igen talte familien kun meget lidt engelsk eller intet, så det var rigtig godt for mit portugisiske. Jeg havde nogle rigtig hyggelige dage hos Júniors familie og blev inviteret til at fejre jul sammen med hele familien. Jeg takkede selvfølgelig mange tak og følte mig virkelig som en del af familien, da jeg kom tilbage til jul.

Colorful houses in Brazil

Samlet set var mit ophold enormt udbytterigt. Jeg fik tilegnet mig et nyt sprog og lærte at tilpasse mig en ny kultur, som er fundamentalt anderledes fra den danske. Derfor, hvis du har mod på store udfordringer og andre planer end ren faglighed, kan jeg helt klart anbefale dig at tage til Brasilien og Rio de Janeiro.