Fra naturens side er jobsamtalen lidt af et mysterium – og to samtaler er aldrig ens, lidt ligesom mennesker og virksomheder.
Du kan forberede dig, men du kan aldrig vide med sikkerhed, hvad der venter dig af spørgsmål og spørgsmålsstillere.
Din potentielle arbejdsgiver forventer, at du kommer velforberedt, fokuseret og målrettet til samtalen. Netop derfor vil arbejdsgiveren nogle gange forsøge at slå dig ud af kurs med spørgsmål, du umuligt kunne have forberedt dig på.
Denne type sære og tankevækkende spørgsmål kan måske virke som muntre, semi-seriøse indslag, men de er designet præcis med det formål at fremprovokere respons og se dit tankevirke i aktion, når du står overfor mere gådefulde problemstillinger.
De adskiller sig fra de spørgsmål, du typisk vil få til jobsamtalen, idet at svaret på sin vis ofte er fuldstændig irrelevant.
De er designet til at teste, hvordan du svarer i et ubevogtet øjeblik, og således fange et glimt af dit uforberedte jeg. Formålet er altså at få indblik i, hvad der gemmer sig bag kandidatens professionelle maske.
Men hvad skal man sige til jobsamtalen, når svaret på sin vis er irrelevant?
Her gennemgår vi 13 eksempler, som kan hjælpe dig med at give gode svar til jobsamtalen, selv når spørgsmålet er sært udover det sædvanlige.
1. Beskriv farven gul for en blind
Det er en umulig opgave (prøv selv).
Spørgsmålet tvinger dig til at prøve alligevel. Din arbejdsgiver vil altså være interesseret i at se, hvordan du tackler opgaven, og hvordan du tager højde for, at personen du forsøger at oplyse, absolut intet kan se.
(Man kunne faktisk nemt forestille sig, at du i jobbet skal kommunikere med folk, som heller ikke har samme ”syn” på ting som dig.)
Dette er et eksempel på et spørgsmål, som udfordrer dig til at simplificere noget, som i realiteten er ekstremt komplekst, og forklare det med dine egne ord.
2. Hvad ville du gøre, hvis du var den eneste overlevende passager i et flystyrt?
AirBnB er kendt for at gøre brug af denne skruebold, som er et adfærdsmæssigt spørgsmål med et typisk scenario, som er designet til at fange dig med paraderne nede.
Du har sandsynligvis overvejet situationen før, måske i en anden udgave med en øde ø, men hvordan ville du svare i en professionel kontekst?
Her er der tydeligvis hverken et rigtigt eller forkert svar, så arbejdsgiveren vil være interesseret i at finde ud af, om du fokuserer på dine følelser eller på praktiske løsninger på dit problem.
3. Er du mest jæger eller er du mere en samler?
Det her spørgsmål er tidligere brugt i interviews af Dell. Spørgsmålet udfordrer dig til at placere dig selv i en kategori, som vi typisk ikke længere bruger til at adskille folk i moderne samfund.
Her forsøger arbejdsgiveren at bedømme hvor nuancerede dine vurderinger af forskellige personlighedstyper er, og hvordan du tænker om folk med forskellige kvaliteter og kompetencer.
4. Hvilken sang synger du helst til karaoke?
Her prøver arbejdsgiveren både at lette stemningen samtidig med at teste, hvordan du reagerer på et personligt spørgsmål i en professionel kontekst.
Din vilje til at tale åbent om noget personligt siger noget om din selvtillid og om, hvor du sætter grænsen mellem dit private og professionelle liv.
5. Hvem ville spille hovedrollen i filmen om dit liv?
Dit valg af hovedrolle kan sige en hel del om din ydmyghed og selvtillid. Det kan også afsløre, om du allerede er godt i gang med manuskriptet.
Din arbejdsgiver vil sætte pris på, hvis du kan tage denne type spørgsmål med en god portion humor – ikke desto mindre skal du stadig tilbyde en tankeproces, som er relevant til jobbet, enten gennem din personlighed eller dine karriereplaner.
6. Vil du helst slås med 1 and i hestestørrelse eller 100 heste i andestørrelse?
Tro det eller ej, men dette spørgsmål blev faktisk brugt til jobsamtaler for Wholefoods i USA – og det er måske også et spørgsmål, du kender bedre på engelsk end dansk, men det kan stadig være sjovt at tænke på.
Her er det ingen grund til at tage spørgsmålet alt for seriøst. (Personligt kan jeg godt lide tanken om bittesmå heste.)
7. Nævn 7 ting du kan bruge en kuglepen til
Dette spørgsmål er designet til at teste din opfindsomhed og kreativitet. Det kunne sagtens være relevant, hvis du f.eks. søger et job i den kreative branche, eller hvis virksomheden gerne vil ansætte folk, som kan ”tænke ud af boksen".
8. Hvad ville du bringe med dig på en øde ø og hvorfor?
Urban Outfitters er kendt for at gøre brug af dette spørgsmål, som både er en test af dine værdier samt dine evner til at træffe beslutninger.
Om du vælger værktøjer til overlevelse eller personlige ting, kan fortælle arbejdsgiveren en hel del om, hvordan du tænker, og hvad du holder kært. Det er et populært spørgsmål, netop fordi det er så afslørende.
9. Tror du på konspirationsteorier?
Der findes forskellige udgaver af denne, som tager udgangspunkt i konkrete konspirationsteorier og myter, som f.eks. afskyelige snemænd eller Loch Ness-uhyret.
I bund og grund er det et personligt spørgsmål. Arbejdsgiveren vil se, hvordan du reagerer på at blive udspurgt om personlige holdninger, som måske kan være kontroversielle, irrationelle eller udenfor logisk tankegang.
Spørgsmålet sætter ligeledes fokus på forskellen mellem konspirationsteorier og personlige holdninger.
10. Hvis du var et træ, hvilket træ ville du så være og hvorfor?
Walgreens er kendt for at stille dette spørgsmål, som både udfordrer din paratviden (dvs. dine evne til at huske forskellige typer træer) samt din kreative tilgang til personlige spørgsmål.
Den er svær – hvordan hænger forskelle på træer sammen med forskelle mellem mennesker? – hvad end du finder på her, vil sikkert sige en hel del om din selvopfattelse.
11. Hvordan ville du løse problemer, hvis du var fra Mars?
Dette spørgsmål er kendt fra jobsamtaler med Amazon. Det er i virkeligheden ikke en test af dine evner til at løse problemer (problemerne er jo ukendte). Det er en test af dine evner til at tænke frit og bruge din fantasi på kort varsel og under pres.
Som marsboer og rumvæsen ville du være en helt anden art af tænkende væsen, og du ville sandsynligvis bøvle med helt andre problemer end dem, vi kender fra Jorden. Dit svar vil derfor sige noget om, hvor god du er til at bruge din fantasi.
12. Føler du dig heldig? Og i så fald, hvorfor?
En version af denne filosofiske hjernevrider er tidlige brugt af Airbnb. Meningen er at få indblik i din tilgang til noget så uberegneligt (og potentielt ulogisk), som det at være ”heldig”.
Det kan være afslørende, hvordan du ser forskellen mellem at opleve held, og hvad det vil sige af være heldig. Det samme gælder for dit svar på, “hvorfor” du evt. føler dig heldig.
13. Hvad ville du gøre, hvis du pludselig vandt 100 millioner kroner i Lotto?
Dette spørgsmål er én af favoritterne bland arbejdsgivere, som gerne vil forsøge at overraske og slå kandidater ud af kurs.
Som de fleste har du sikkert tænkt på det før, og sandsynligvis involverede dine tanker, at du aldrig behøvede at arbejde nogensinde igen. Af gode grunde er det ikke et klogt svar til en jobsamtale, så prøv at finde på noget mere fornuftigt og langsigtet – og det kunne samtidig være smart at blande dine svar op med din motivation, dine interesser og karriereplaner.