Studentermedhjælper med stort servicegen til at hjælpe borgere og virksomheder i deres digitale hverdag en Digitaliseringsstyrelsen

Lo sentimos, este trabajo ha expirado.

Vi søger en dygtig og selvstændig studerende til vores Visiteringsenhed i Kontor for produktøkonomi og support.

Her får du mulighed for at hjælpe borgere, virksomheder og myndigheder med at anvende de store centrale fællesoffentlige it-løsninger. Samtidig lærer du om lovgivning på området og får en god forståelse for blandt andet processerne i centraladministrationen og det offentliges interaktion med borgere og virksomheder.

Om stillingen

I Visiteringsenheden i Kontor for produktøkonomi og support kommer du til at varetage besvarelse og visitering af henvendelser til Digitaliseringsstyrelsen. Henvendelserne kommer fra borgere, virksomheder og myndigheder og omhandler nogle af de mest centrale offentlige it-løsninger – eksempelvis MitID, NemKonto og Digital Post.

Visiteringsenheden er Digitaliseringsstyrelsens ansigt udadtil, og du skal være servicemindet, så borgere, virksomheder og myndigheder kan få hjælp, hvis it-løsningerne driller. Derudover vil du få mulighed for at arbejde med ad hoc-opgaver i kontoret.

Du bliver en del af et team af studentermedhjælpere, som dækker vagterne for Visiteringsenheden i fleksibel tilrettelæggelse i forhold til studiet. Vagterne ligger på hverdage i tidsrummet kl. 9-16. I teamet finder du forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og et stærkt socialt sammenhold.

Dine primære arbejdsopgaver bliver at:

  • besvare opkald fra borgere, virksomheder og myndigheder
  • håndtere skriftlige henvendelser
  • løse ad hoc-opgaver i relation til Digitaliseringsstyrelsens arbejde med infrastrukturløsninger.

Om dig

Du er studerende på en videregående uddannelse på universitetsniveau og har nogle år tilbage på studiet. Du har lyst til at bruge dit servicegen til at hjælpe og rådgive borgere, virksomheder og myndigheder i deres digitale hverdag, og har samtidig et naturligt flair for it og er god til at sætte dig ind i nye systemer.

Herudover kendetegner det dig, at du:

  • har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner
  • arbejder selvstændigt og trives med at løse opgaver for dine kolleger
  • er motiveret, lærenem og sætter pris på faglige udfordringer
  • arbejder struktureret og overholder deadlines
  • har interesse for digital infrastruktur.

Om os

I Digitaliseringsstyrelsen er vi mere end 350 ansatte, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel for den enkelte dansker. Vi skaber digitale relationer mellem borgere, virksomheder og det offentlige med klare resultater. Vores it-løsninger er i dag kerneløsninger i borgeres og virksomheders kommunikation med det offentlige.

I Kontor for produktøkonomi og support er vi ca. 25 medarbejdere, som arbejder med økonomien og supporten af vores digitale infrastrukturer. Vi har ofte travlt, men har altid tid til at samarbejde og hjælpe hinanden. Vi går meget op i at have en uformel og humoristisk omgangstone og et godt kollegialt miljø. Vi sætter den faglige barre højt og har et stort fokus på kompetence- og karriereudvikling.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det statslige område (OAO fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.

Du ansættes til ca. 15 timer om ugen, som timelønnet studentermedhjælper. Det forventes, at du kan arbejde to dage om ugen. Vi er fleksible i forbindelse med ferie og eksamensperioder, og vi forventer, at du også er det i perioder med større arbejdsbelastning.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Flere oplysninger

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte koordinator for Visiteringsenheden, Julie Pauch Nymark, på tlf. 23 28 98 42.

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg stillingen” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag senest den 13. juni 2022.

1. og 2. samtaler vil blive afholdt i henholdsvis uge 24, 25 og 26. I forbindelse med 2. samtale benytter vi case-opgave.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.