Alsidig student til Erhvervsministeriets It & Service at Erhvervsministeriet

Posted 3 weeks ago

Har du lyst til at kaste dig ud i mange forskellige opgaver inden for it, sikkerhed og databeskyttelse? Er du resultatorienteret, og trives du i en dynamisk hverdag med at supportere andre? Så er du måske vores nye student i It & Service.

Om jobbet

Vi leder efter en student til Erhvervsministeriets interne it-afdeling, som har lyst til at sidde med opgaver inden for bl.a. it-drift, informationssikkerhed og databeskyttelse. Opgaverne spænder bredt, men man skal fx løse opgaver:

  • Supportere brugere i ESDH-systemet F2
  • Bistå med kvalitetssikring af ESDH-data
  • Supportere brugen af iPhone og iPad
  • Udarbejdelse og opdatering af vejledninger
  • Bistå med forskellige projektopgaver

Der er mulighed for at sætte sit eget præg på opgaveporteføljen afhængig af kompetencer, og den rette kandidat har lyst til at sidde med en bred vifte af opgaver inden for it-drift, informationssikkerhed og databeskyttelse. Den endelige opgaveportefølje tilrettelægger vi sammen med dig.

Om dig

Vi forestiller os, at du er i gang med en uddannelse inden for fx it, informatik, teknoantropologi, datalogi, kommunikation eller lignende. Det vigtigste er dog, at du har mod på at arbejde med mennesker og it samt lysten til at arbejde med mange forskellige typer opgaver.

Derudover ligger vi vægt på, at du er:

  • Grundig og faglig dygtig
  • Selvstændig, struktureret og overholder deadlines
  • Proaktiv og serviceminded i din opgaveløsning
  • Dygtig til at kommunikere både mundtlig og skriftligt
  • Trives i et dynamisk og samarbejdende miljø, hvor tingene går stærkt

Om os

Du vil blive ansat i It- & Service i departementets Koncerncenter. Du vil få ca. 20 kolleger, som løser opgaver i departementet og på ministerområdet inden for It- drift og udvikling, It-sikkerhed, databeskyttelse, indkøb og en lang række andre administrative opgaver.

Vi har fokus på at skabe en velfungerende arbejdsplads, og vi har en uformel og humoristisk omgangstone. Vi har en velfungerende personaleforening, fitnessfaciliteter, kantine, massageordning og flere både tværgående og interne sociale arrangementer.

Om ansættelsen

Du vil blive ansat i henhold til overenskomsten mellem HK–stat og Finans­ministeriet. Stillingen er på 15 timer om ugen med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder. 

Er du interesseret?

Send din ansøgning via link på jobopslaget  senest den 21. november 2022. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer, dokumentation for at du er indskrevet på et studie samt andet relevant materiale.

Samtaler vil blive afholdt i uge 47 og tiltrædelsesdatoen er snarest muligt.

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til IT-projektleder Mette Olsen på telefon 91 33 70 71.                                                                                           

Vi glæder os til at høre fra dig.

Hvordan er det at arbejde i Erhvervsministeriets departement?

I Erhvervsministeriet ønsker vi at skabe gode og konkurrencedygtige rammebetingelser, så dansk erhvervsliv også i fremtiden er i stand til at skabe solid vækst og velstand. Vi vil medvirke til at gøre det attraktivt at investere og udvikle virksomhed i Danmark.

På en bred vifte af ressortområder - fra boligfinansiering og forbrugerforhold til life science og digitalisering af erhvervslivet samt rammevilkår for finansielle virksomheder - er vi med fra de første diskussioner om nye initiativer og lovforslag til udviklingen og eksekveringen af dem.

Vi er 200 ambitiøse og engagerede medarbejdere, men vores netværk og kontaktflade rækker langt uden for Slotsholmen. Vi arbejder tæt sammen med ministeriets syv styrelser og de selvstændige offentlige virksomheder, som vi har ansvar for. Og vi er i dialog med virksomheder, interesseorganisationer, EU og OECD. Vi værdsætter en arbejdsplads med en stejl læringskurve og vi lægger vægt på faglig nysgerrighed, som skal gøre os i stand til at have blik for fremtidige forretningsmodeller. Samtidig er det en central kernekompetence hos os at have en forståelse for de muligheder den digitale udvikling i og uden for ministeriet åbner for.