Studentermedhjælper til arbejde med Finansministeriets nye MAKRO-model at Finansministeriet

Posted 1 week ago

Vil du være med til at implementere og videreudvikle Finansministeriets nye økonomiske model MAKRO? Og kunne du tænke dig at indgå i vores engagerede studenterteam, hvor dine faglige kompetencer fra studiet anvendes i praksis?

Vi søger en skarp og velkvalificeret studerende til arbejde med implementering og videreudvikling af modellen samt konkrete analyser af samfundsøkonomiske problemstillinger på vegne af eksterne interessenter.

Om stillingen
MAKRO er en økonomisk model, som er udviklet med det formål at hjælpe regeringen til at føre en sund økonomisk politik gennem gode fremskrivninger og konsekvensberegninger af politisk-økonomiske tiltag for dansk økonomi. Ambitionen med MAKRO er at have en tidssvarende makroøkonomisk model til konsekvensvurderinger af både konjunktur- og strukturpolitiske tiltag. Version 1.0 af modellen er på trapperne og offentliggøres snarligt.

I dit arbejde som student hos DREAM vil du komme til at indgå i det team, der skal hjælpe Finansministeriet med implementering og videreudvikling af modellen. På sigt vil DREAM også bistå interessenter uden for centraladministrationen med at udføre beregninger på modellen og dermed skabe grundlaget for en nuanceret og åben debat om de fremtidige perspektiver for dansk økonomi.

Du vil blandt andet komme til at arbejde med:

  • Konkret implementering af økonomisk teori i modellens kodegrundlag
  • Analyser af modellens egenskaber – f.eks. hvordan den beskriver økonomiske sammenhænge som følge af ændringer af relevante variable
  • Fremskrivning af dansk økonomi på kort og lang sigt (grundforløb)
  • Bearbejdelse af datainput til modellen.

Vi lægger vægt på at inddrage vores studenter i alle dele af vores arbejde. Du vil både skulle arbejde selvstændigt og i samarbejde med den øvrige modelgruppe på 5 fuldtidsansatte og 3 studenter samt en ph.d.-studerende.

Om dig
Vi forventer, at du:

  • har en stærk faglig profil inden for økonomi og har flair for matematik og statistik (du læser økonomi, datalogi-økonomi, matematik-økonomi, ellerlignende)
  • har gode evner for og lyst til at arbejde med programmering. Kendskab til Python og GAMS er en fordel, men du vil modtage den nødvendige oplæring
  • har en god talforståelse, er analytisk skarp og har gode formuleringsevner
  • er ansvarsbevidst og trives med at arbejde såvel individuelt som sammen med andre.

Om os
I DREAM specialiserer vi i udvikling og anvendelse af økonomiske modeller, forecasting og dataanalyse til belysning af aktuelle samfundsøkonomiske problemstillinger. Vores analyser behandler centrale emner vedrørende demografi, uddannelse, arbejdsmarked, pension, klima, miljø og energi, boligmarked samt finanspolitisk holdbarhed. Med en bred portefølje af analyseværktøjer bistår vi offentlige og private aktører med uafhængige og fagligt velfunderede bidrag til samfundsdebatten.

Vi er ambitiøse, sætter en ære i høj faglighed og tilbyder derfor en enestående mulighed for at anvende økonomisk teori i praksis. Vi er altid åbne over for nye tilgange og metoder, der kan styrke vores opgaveløsning, og du kan derfor præge vores arbejde med netop din specialviden.

DREAM er en inspirerende arbejdsplads med en uformel omgangsform, engagerede medarbejdere og højt til loftet. DREAM består overordnet af tre enheder, men samarbejder flittigt og deler viden på tværs af enhederne. Du vil derfor ikke blot kunne bringe din egen viden i spil i alle dele af organisationen, men vil også have gode muligheder for at kunne udbygge dine faglige kompetencer inden for en bred vifte af samfundsøkonomiske emneområder.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Emil Holst Partsch (emipar@dreamgruppen.dk, tlf. 6168 0951).

Arbejdsstedet er Landgreven 4, 1301 København K.

Ansættelsesvilkår
Ansøgeren forudsættes at være interesseret i at arbejde hos os i gennemsnit 15 timer om ugen i mindst et par år. Arbejdstiden tilpasses dit skema, og vi udviser stor fleksibilitet i forbindelse med dine ferier, eksamensperioder og større opgaver.

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten eller anden relevant overenskomst.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. 

Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 20. februar 2023.

Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart herefter. Opstart efter aftale.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.