Studentermedhjælper i HR hos ABB

Publicerat för 2 veckor sedan

Tag dit næste karriereskridt hos ABB og bliv del af et globalt team, der spiller en teknologisk hovedrolle i transformationen af samfund og industrier med fokus på at skabe en mere produktiv og bæredygtig fremtid.

Er du i gang med en relevant bachelor, hvor HR er inden for dit primære fagområde? Leder du samtidig efter en mulighed for at få god studierelevant, praktisk erfaring, så har du alle tiders mulighed lige her.

Som del af HR i forretningsområdet Process Automation Energy Industries (PAEN) får du ikke bare en god grundforståelse for at arbejde med HR i en stor og global virksomhed. Du får også indblik i nogle af de teknologier og løsninger, der er fundamentet for den grønne omstilling og løsningen af klodens klimaudfordringer – for de bliver udviklet hos os i ABB.

Dit arbejde kommer til at handle om HR-administration i bred forstand. Du vil blandt andet få en administrativ rolle i vores rekrutteringsproces. Opgaver her kan tage form af at indkalde og udvælge kandidater, forberede jobsamtaler (print af testsvar, præsentationer m.m.) samt koordinere den samlede proces for lederne.

Derudover vil du være med til at styre og administrere vores onboarding-aktiviteter. Herunder sikrer du, at nye medarbejdere får de rigtige informationer og filer tilsendt tilpasset netop deres rolle.

Du vil også få en vigtig rolle i eksekveringen af vores praktikantprogram. Både i den sammenhæng og generelt hjælper du med at håndtere ansøgninger og holde styr på processerne, så vi sikrer, at alle ansøgere får en god og professionel oplevelse. I den sammenhæng får du mulighed for at prøve dig af som researcher på mulige kandidater til forskellige stillinger. Og så hjælper du med stort og småt. Viser du, at du kan og vil, er vi klar til at støtte din udvikling med større opgaver, der kan give dig endnu mere viden og erfaring.

Du vil komme til at arbejde tæt sammen med HR Business Partner Ann-Dorthe Lind og vores anden studentermedhjælper i HR. Du får selvfølgelig masser af støtte og vejledning, men vi regner også med, at du kan lære relativt hurtigt, så du kan køre egne opgaver selvstændigt. Derudover skal du være klar til at blive del af en virksomhed, der har et næsten religiøst forhold til sikkerhed på arbejdspladsen. Hos os taler man eksempelvis ikke i telefon, når man går på trapper.

Din nye arbejdsplads er vores danske hovedkontor i Skovlunde, hvor du skal være klar til at arbejde ca. 15 timer om ugen. Vi tager selvfølgelig hensyn til dine eksamensperioder og andre spidsbelastninger.

Dine ansvarsområder

  • Håndtere forskellige HR-administrative opgaver med kontakt til vores servicecenter i Tallinn
  • Styre og administrere vores onboarding-system
  • Administrere ansøgninger til vores vigtige praktikantprogram, der kører to gange årligt
  • Researche kandidater og administrere ansøgninger til andre stillinger
  • Arbejde med Workday, som er vores nye, globale HR-system
  • Hjælpe med stort og småt i forretningsområdet

Din baggrund

  • På en relevant bacheloruddannelse – gerne med henblik på at fortsætte på en relevant kandidat
  • God allround IT-forståelse og motivation for at lære at bruge nye systemer og værktøjer
  • Godt overblik og tilhørende sans for at organisere filer og dokumenter
  • Lyst til at lære
  • Sans for at give god service og evnen til at gøre det med godt humør

Mere om os

Hos ABB har vi det klare mål at drive mangfoldighed og integration på tværs af alle dimensioner: køn, LGBTQ+, evner, etnicitet og generationer. Sammen er vi begyndt en rejse, hvor hver eneste medarbejder, individuelt og kollektivt, byder velkommen og anerkender værdien i individuelle forskelle.

Søg jobbet online via Graduatelands hjemmeside https://graduateland.com/da/jobs. Har du spørgsmål inden da, så kontakt gerne HR Business Partner Ann-Dorthe Lind på 4013 5407.

I ABB får du chancen for at hjælpe med at drive den 4. industrielle revolution fremad og dermed skabe en bæredygtig fremtid for både kloden og din egen karriere. Hver dag får du mulighed for at udfordre dig selv i et miljø fyldt med topklasse kolleger, der er førende på deres felt – uanset om du arbejder lokalt eller i globale netværk.

ABB er en teknologileder, der driver den digitale transformation af industrier. Med over 130 års innovativ historik har ABB i dag fire kundefokuserede globalt førende forretninger: Electrification, Industrial Automation, Motion samt Robotics & Discrete Automation – alle understøttet af ABB’s digitale platform ABB Ability™. ABB er aktiv i mere end 100 lande og har godt 110.000 ansatte. I Danmark er vi ca. 400 gode kolleger fordelt på kontorer i Skovlunde, Odense, Fredericia og Esbjerg. Læs mere på www.abb.dk – og lad os forme fremtiden sammen.